|
ØRKENTERAPEUTEN
Rejselederen Inge Levin er en kvinde med lidenskab
for delfiner og naturen. Hun har taget nogle gevaldige
spring i sit liv. De sidste 20 år har hun boet ved
vandet – i Taarbæk, i Egyptens Sinai ørken
og i Eilat i Israel. I dag lever hun af at føre
danskere på terapeutiske “kærlighedsrejser”
fra Danmark til Det Røde Hav
 |
|
Livet
i ørkenen giver tid til de store spørgsmål
– tid til at tænke over meningen med
livet.
|
Fotografi
og tekst af Linda
Horowitz
Ulykken kommer, når den er mindst ventet.
Det er en formiddag i december, året er 1989.
Inge Levin er på vej med sin familie ud til Kastrup
Lufthavn for at hente sin datter, der kommer hjem fra
USA. På bagsædet sidder hendes andre to
børn og glæder sig. De har dannebrogsflag
med.
Med et brag tørner en anden bil pludselig ind
i højre side, og familieidyllen er forandret
til blod, gråd og ambulance-sirener.
Inge Levin brækker sit bækken, fire ribben,
kravebenet og halebenet og får slået en
flig af højre hofteknogle. Resten af familien
slipper med mindre skrammer, men Inge er lammet i næsten
hele højre side af kroppen. Hun kan hverken sidde,
stå eller gå.
Efter to års smertefuld genoptræning hører
Inge Levin om, at delfiner skulle kunne hjælpe
på helbredelsesprocessen.
Hun beslutter sig for at rejse til Eilat i det sydlige
Israel, hvor hun har fået fortalt, at der findes
delfiner, som man kan få lov at svømme
sammen med.
“Det blev en skelsættende, ja nærmest
guddommelig oplevelse for mig. Vandet, delfinerne, solen!
Wao! Jeg var bange for disse store dyr og samtidig fascineret
af dem. Jeg kunne mærke, at delfinerne i Dolphin
Reef rørte noget dybt i mig. Jeg græd meget.
Da jeg kom hjem igen, begyndte jeg at læse om
dem – om hvordan deres lyde udløser kroppens
endorfiner og virkelig kan have en helbredende virkning.
Delfinerne er nogle meget ægte væsener.
Man kan regne med dem. Når de er vrede, er du
ikke i tvivl. Når de er sorgsfulde, er du heller
ikke i tvivl. Det siges, at de er langt bedre til at
udnytte deres hjomernekapacitet
og koordinere deres hjernehalvdele, end vi mennesker
er. Ved kun at koble en hjernehalvdel fra ad gangen
er de for eksempel i stand til at være vågne,
mens de hviler. Vi har meget, vi kan lære af dem.”
I 1994 begyndte Inge Levin at tage folk med til Eilat
for at møde delfinerne, og sidenhen også
til Sinai-halvøen i Egypten, syd for Eilat, hvor
der er en delfin, som holder til i bugten ud for landsbyen
Tarabin.
 |
| DET HELE – Inge
Levin nyder variation og afveksling, at skifte fra
det mest primitive til det højt civiliserede
og tilbage igen. Når man spørger hende,
hvad hun helst vil, så lyder svaret: "Begge
dele". |
Selvværd og sanselighed
En formiddag i december –
11 år efter bilulykken – befinder Inge Levin
sig på en strand i Sinai. I dag er der ingen spor
af, hvad hun har været igennem.
En solbrændt kvinde, som er ét med sig
selv og stedet.
Hun samarbejder som rejseleder med Tjæreborg og
har bragt en gruppe på 14 danskere til koralrevet
Ras el Shitan, hvor der på ørkenstranden
ved revets pynt er opført en lille lejr af bambushytter
med en udendørs restaurant som det centrale mødepunkt
i lejrens midte.
De er kommet for at dykke mellem korallerne, svømme
med delfiner, ride på kameler, møde beduiner
og opleve ørkenen – men også for at
meditere, udveksle erfaringer og arbejde med begreber
som selvværd og spiritualitet. Finde ind til sin
egen sanselighed. Finde ud af hvad det er, der er vigtigt
her i livet.
Stedet er perfekt til formålet. I
den sene eftermiddag på Ras el Shitan kan man
se omridset af et eftertænksomt eller mediterende
menneske på næsten hver eneste bjergtop
og klippeformation i området, i mørk silhouet
mod solnedgangen.
Beduiner sidder blandt de rejsende og nipper til pebermynte-te,
mens katte døser på puderne i skyggen.
Stemningen er fredelig og meget afslappende. Man får
en fornemmelse af tidløshed.
“Ras el Shitan er et af de få magiske natursteder
i verden, hvor det at gøre ingenting er værdifuldt.
Ørkenens stilhed giver plads til at lytte til
sjælen og hjertet,” siger Inge, der selv
kalder sine arrangerede ture til Sinai for “en
kærlighedsrejse”. For det er oftest dét,
som samtalerne i gruppen kommer til at dreje sig om:
Hvordan får vi vores individuelle behov for kærlighed
opfyldt?
“Her i Sinai-ørkenen er der tid. Tid til
at bringe de store spørgsmål frem. Hvad
er det, som driver værket? Hvad er meningen med
det hele? Svarene som stedet her giver, er, at
det ofte er de helt enkle ting, som er af stor værdi.
Ens selvværd og ens selvtillid handler om at udvikle
alle ens potentialer. Inden for astrologien siger man
for eksempel, at meningen med livet er bevidsthedens
og kærlighedens udvikling,” fortæller
den 59-årige kærlighedsterapeut.
12 år i cølibat
Kort før bilulykken havde Inge Levin brudt med
sin mand, Tom. Hun var 47 år og syntes efterhånden,
at hun var blevet alt for afhængig af det at have
en mand:
“På det tidspunkt havde jeg i flere år
haft en klinik, hvor jeg arbejdede med psykoterapi og
healing. Nu trængte jeg til at arbejde med mig
selv omkring min uafhængighed og selvstændighed.
I alt for mange år havde jeg gået efter,
hvad han ville have, og hele tiden tvivlet på,
om jeg nu var god nok, pæn nok, dejlig nok...
Det var lidenskaben og ‘det store begær’
frem for alt andet – også frem for venskabet.
Jeg har haft megen sorg og vrede over mit sidste forhold,
som jeg har måttet arbejde i mange år med
at få ud af kroppen. Et parforhold er én
stor arbejdsproces, hvor man hele tiden lever med risikoen
for at miste en del af sig selv. Ofte bruger folk deres
partner som påskud for at udvikle sig selv. Du
ser dig selv i den andens spejl.
Lidenskaben styrede mig så meget, at jeg var blevet
slave af den. Nu besluttede jeg, at jeg ville prøve
at fordele mine prioriteter anderledes.”
Så kom bilulykken, delfinerne og Sinais skønhed
på tværs – og efterhånden har
Inge Levin levet 12 år i cølibat.
“Cølibat er måske så meget sagt.
Men vi kvinder kender jo også godt til at tilfredsstille
os selv,” siger Inge Levin med et glimt i øjet
og efterfulgt af en karismatisk latter, der kan høres
over hele lejren. Hun lægger absolut ikke skjul
på, at hun synes, det er vigtigt at dyrke sin
egen sanselighed og seksualitet. Hendes udstråling
og farvestrålende arabiske klæder lyser
prangende op i den lille ørkenlejr, hvor alt
undtagen himmel og hav er holdt i afdæmpede, støvede
rustbrune og beige nuancer.
“I dag har jeg lært nogle andre ting omkring
sanselighed. Bare det at en person rører dig
kærligt på hånden, er en ting, der
kan føles så stort som en orgasme. Jeg
kan acceptere alle de følelser, der kommer af
at blive berørt. Jeg tillader dem. Mindst en
gang om ugen går jeg til massage, og jeg passer
godt på mig selv. Klæder mig i noget, jeg
kan lide. Når man er alene, skal man holde fast
i den sunde egoisme,” siger Inge Levin og henviser
til et Panduro-citat om, at vi alle er egoister, men
at man skal skelne mellem den sunde og den usunde egoisme:
“Det er jo egentlig meget enkelt og banalt. Jo
bedre vi har det med os selv, jo bedre er vi også
i stand til at give noget til andre. Der er mange kvinder
på min alder, som er alene og har det alt for
skidt med sig selv og deres udseende.”
Selvom Inge lever alene i dag, har hun nu ikke opgivet
tanken om et fremtidigt parforhold: “Men når
jeg finder frem til ham, manden, vil det sikkert
bære mere præg af et venskab end alt det
andet.”
At mærke sandet under
fødderne
“Der er ikke noget, der er tilfældigt,”
mener Inge Levin.
Og mit første møde med Inge er måske
slet ikke så tilfældigt endda. Jeg føler
mig tiltrukket af en kvinde, som virker moden og meget
afklaret med sig selv. Jeg er nysgerrig efter at lære
lidt af hendes livsstil.
Kort efter solopgang kigger jeg forbi hendes hytte.
Inge er lige kommet tilbage fra “Satans Klippe”,
Ras el Shitan, hvor hun har dyrket sin tibetanske morgenmeditation.
Hendes bambushytte er indrettet sådan, at alle
hendes farvestrålende, æstetiske dragter
hænger på bøjler og kroge indenfor.
På det tæppebelagte gulv står hendes
sandaler, små æsker, sten, et vækkeur,
et lille grønt plastikjuletræ, Jesus ikoner
og andre symbolske små ting og sager. På
terrassen ligger nogle madrasser, som er dækket
af ulddyner.
Inge stammer fra en polsk jødisk far og en pæredansk
mor. Hun er blevet opdraget i den jødiske tro,
men når beboerne i Sinai holder ramadan, den muslimske
fastemåned, så gør hun det også.
Og hun er stor “fan af Jesus”, som hun siger
med et smil og citerer: “Han storm og hav betvang,
da han vandred' på jord, men børnene leged'
ham ved barmen...”
Inge fortæller om Jesus som et viist menneske,
der samtidig var kærligt og som havde evnen til
at kunne fortælle folk nogle sandheder uden at
de følte sig ydmyget eller irettesat. “Dét
er en stor og svær kunst!” fremhæver
Inge.
Hun fortæller, at da hun
var ung blev hun presset af sin jødiske farfar,
som insisterede på, at hun skulle tage til Israel
og finde sig en jødisk mand. Det ville hun ikke.
“Jeg kan stadivæk godt lide mange af de forskellige
sider af både jødedommen og kristendommen.
Jeg er også vild med Rudolf Steiner. Lige meget
hvad man vælger, kan det vigtigste i religionen
summeres op i én enkelt sætning: Gør
ikke mod andre, hvad du ikke ønsker andre, skal
gøre mod dig. Det er alt”.
Sigal, en israelsk pige, som bor på stedet, kommer
forbi. Hun afbryder vores interview med ordene: “Må
jeg godt give dig et kys?”
Sigal har haft et hævet ben, og Inge har helbredt
det med en af de naturmedicinopskrifter, som hun har
mange af oppe i ærmet.
Skærper ens sanser
“Efter bilulykken gjorde jeg op med mig selv, at
fra nu af vil jeg tage mig det privillegium kun at arbejde
med det, som jeg holder af. Og i det tempo, som jeg
kan klare,” fortæller Inge Levin. Hun har
bevidst valgt den misundelsesværdige livsstil
at bo i tre lande og leve i sommer og sol året
rundt:
“Jeg nyder variationen og vekselvirkningen –
at komme fra det primitive tilbage til civilisationen
og den anden vej rundt. Det skærper ens sanser.
”
Inge elsker at leve udendørs. Hver nat sover
hun i en lang frakke af kameluld under flere dyner på
terrassen foran sin hytte, kun få meter fra bølgerne
og lige under den fantastiske ørkenstjernehimmel.
Hendes familie er blevet næsten lige så
vild med stedet. De sidste fem år har Inge holdt
jul og nytår med sine børn og svigerfamilie
på dette sted i Sinai-ørkenen.
Inge har valgt en karriere, som er meget påvirket
af den politiske situation i Israel. Det ser ud til,
at de fleste charterselskaber vil indstille deres flyrejser
til Eilat, hvis der ikke sker en afgørende ændring
meget snart. Og i øjeblikket er så godt
som al turistindustri gået i stå i Sinai
syd for Israels grænse. Landsbyerne, der plejer
at være fyldt med unge israelske feriegæster,
er tomme som Løkken i november måned.
Men Inge er ikke bekymret for fremtiden. Hun udtrykker
det med et zenbuddhistisk citat: “Foråret
kommer, og græsset gror af sig selv. Eller som
jeg plejer at sige til mine rejsegæster, når
vi krydser grænsen til Egypten: Relax! Nothing
is under control!...”
Skraldlatter.
Inge er altid god for et motto, en vittighed eller et
citat, hvadenten det er af Grundtvig, Panduro eller
Jesus.
“Sømanden be’r ikke om godt vejr. Han
lærer sig at sejle... Man skal prøve noget,
der sætter tingene lidt på spidsen,”
mener Inge:
“Lige siden bilulykken har jeg øvet mig
i at rumme smerten. Jeg har lært, at jeg må
gå ind i smerten for at komme igennem den. Hvis
man kan rumme smerten, så kan man få den
til at komme og gå. For nu at tage et helt banalt
eksempel: Her til morgen spiste jeg en småkage
og fik ondt i maven. Så prøver jeg at komme
ind i den smerte og give mig tid til at mærke
den. Det hjælper. Jeg prøver også
at huske den smerte, så jeg ikke bliver
fristet til at spise sådan en småkage igen.
Når jeg er ved at gå i panik i en svær
situation eller er ved at miste troen, så tænker
jeg tilbage på dengang i 1989, hvor jeg var lykkelig
for bare at kunne rejse mig og gå nogle få
skridt. I meditation taler de om, at man skal gå
mod lyset. Jeg kan nu bedre lide at formulere det som,
at man skal igennem mørket for at komme ud i
lyset.”
FAKTABOKS:
Inge
Levin
var 18 år, da hun begyndte at få arbejde
som model. I 1970erne blev hun et kendt ansigt i stormagasiners
kataloger, hvor hun reklamerede for alt lige fra pelse
og undertøj til cykler.
Ti år senere havde hun fået nok af livet
som fotomodel. Hun begyndte at skrive om mode og fik
blandt andet fast stilling som modeskribent om søndagen
i Det Fri Aktuelt.
I Hendes Verden bestyrede hun en brevkasse som hed “Spørg
Inge om mere mellem himmel og jord”.
Hun åbnede en klinik, hvor hun arbejdede som psykoterapeut
og healer, hun tog en to-årig uddannelse som Rudolf
Steiner pædagog, hun startede sangkoret “Freyas
Sal” i Taarbæk, hvor hun boede nord for København.
I dag lever hun af at holde foredrag, skrive og arrangere
grupperejser for Tjæreborg til Dolphin Reef og
Sinai.
- - -
Lyt til 27 minutters interview med Inge Levin på
P1:
www.dr.dk/p1/portraettet/levin.htm
TILLÆGSINFO:
Delfiner
En gruppe delfiner har gjort
Dolphin Reef i Rødehavet ved Israels sydligste
tip til deres hjem. Dér føder de deres
unger, som vokser op og trives godt på stedet.
Selvom de ofte er i kontakt med mennesker, lever de
som normale, fri delfiner, der jager føde, leger,
gør kur til hinanden og hygger sig sammen.
På Dolphin Reef lægger man vægt på,
at delfinernes kontakt med mennesker bygger på
lyst og frivillighed: delfinerne vælger selv om
de ønsker at blive i området, eller om
de vil svømme ud på det åbne hav
- og om de vil deltage i 'møderne' med de besøgende
gæster eller ej. Deres kontakt med mennesker er
baseret på deres nysgerrighed, lege og spontan
interaktion. De må ikke fodres, når mennesker
er i nærheden af dem.
Delfiner kommunikerer med hinanden ved hjælp af
holografi - gennem lydbølger overfører
de så at sige billeder fra hjerne til hjerne.
De lydbølger, delfinerne producerer, returneres
som et ekko fra nære eller fjerne objekter, og
dette ekko optager delfinen som et akustisk "billede",
der omsættes til nerveimpulser og sendes til hjernen.
Deres sanseapparat gør dem ekstremt følsomme.
For eksempel siges det, at hun-delfiner kan mærke,
når de kommer i nærheden af en kvinde, som
er gravid. Ofte vil de vise tegn på, at de ønsker
at beskytte hende.
De ansatte på Dolphin Reef har været vidne
til mange specielle oplevelser mellem menneske og delfin,
og efter at have lavet en undersøgelse af to
hundrede interviewpersoner, har de fundet nogle mønstre,
som viser noget om den forandringskraft og helbredelsesproces,
som sådanne oplevelser kan sætte i gang.
Mange mennesker, der har prøvet at være
tæt på delfinerne, taler om at man kan få
en særlig oplevelse, som kaldes "ind-i-delfinen"-oplevelse
- en oplevelse, som beskrives som... ja, "ubeskrivelig".
Alle der er kommet igennem den form for oplevelse siger
det samme: "Der er ingen ord for det". Man
har heller ikke lyst til at snakke med nogen bagefter.
Ved brug af en elektro-encephalogram (EEG) maskine,
som er koblet op på en bærbar computer,
har man testet folks hjernebølger før
og efter deres samvær med delfinerne, og observationerne
af ændringerne i hjernebølgernes mønstre
er beskrevet som videnskabelige beviser for og mulige
forklaringer af de ændringer i sind, krop og sjæl,
som mennesker taler om efter deres møde med delfiner.
Over en tre-årig periode har delfinforskerne indsamlet
og dokumenteret folks fortællinger om disse deres
oplevelser og hvad de har betydet for dem, og på
den måde forsøgt at afmystificere delfinernes
helbredende kraft. Men samtidig fortæller de,
at jo mere de har observeret, desto mere er det også
gået op for dem, hvor meget der endnu er ukendt
på dette område, og - som de siger - at
"vi Folk fra Jorden har meget at lære af
dette Folk fra Havet".
SE
FLERE BILLEDER
|
