|
DEN HEMMELIGE LEJR
FRED.
"The Beach' Findes, men – ligesom i filmen
– har Linda Horowitz lovet ikke at fortælle
hvor. Bortset fra at det er et suverænt sted i
Sinai ved Det Røde Hav, der indehaves af den
digtlæsende Salem.
Fotografi og tekst af Linda
Horowitz
 |
|
Varme. Aftenerne tilbringes
ved bålets gløder
|
Ingen elektricitet...
bælgmørkt. Kun stearinlys og gaslamper.
Lyden af vinden fra bjergene efter solnedgang. Lyden
af bølgernes rytme på sandbredden. Jeg
går efter stjernernes lys for at finde frem til
stedet i den anden ende af bugten.
Temperaturen er stadig lidt varm, men ørkenens
nattekulde trænger ind, næsten fra det ene
minut til det næste.
Det er så mørkt, at jeg kan se stjerner
spejle sig i havet.
En mørkhåret ung kvinde med et sort sjal
over skuldrene kommer ind i teltet og sætter sig
alene på den yderste hjørnemadras. Gyldne
stearinlys på bordet tegner hendes silhouet.
Hun er den eneste rejsende udover mig.
Jeg befinder mig i et stort beduintelt, siddende på
hug på nogle meget behagelige, håndlavede
puder, som en sultan, mellem to høje palmestammer.
Tid til at spille skak
For nogle måneder siden var der et skilt ude på
landevejen, hvor der stod... - hm, desværre må
jeg ikke fortælle det. Det skilt har beduinlejrens
ejer, som jeg vil kalde "Salem", nemlig taget
ned igen. Han vil helst have fred. Han vil have ro til
at sidde ude på terrassen foran sit hus om eftermiddagen
og spille skak eller backgammon, når han ellers
har én at spille sammen med. Diskutere filosofi,
eller læse i sin samling af den persisk-amerikanske
digter Khalil Gibran.
Ikke fordi Salem gerne vil være helt alene. Han
kan godt lide at have gæster i sin lille lejr.
Men han vil selv have lov til at vælge dem. De
få, der finder frem til Salems lejr, har som regel
fået den anbefalet fra tidligere hemmelige gæster.
Blandt naboerne i området går Salem for
at være en tvær særling, der kun synes
at være ude på at ødelægge
sin egen forretning.
Selv hørte jeg om Salems lejr fra en israelsk
kvinde, jeg kender. Den første aften, da jeg
ankom til det nordlige Sinai, kunne min beduinchauffør
ikke finde stedet.
Der var engang, hvor Salem havde en postboks - nr 18
- i landsbyen 12 kilometer derfra. Men et år glemte
han at betale, og året efter sløjfede postvæsenet
boksen og gav den til en anden. Siden da har man ikke
kunnet skrive til Salem.
Derfor måtte jeg sove de første par nætter
i en anden lejr i nærheden. Det tog mig et par
dage at få lokaliseret, hvor hans lejr befinder
sig.
Salem advarer mig: "Skriv ikke om mit sted i nogen
avis!"
Jeg kommer til at tænke på "The Beach",
som foregår i Thailand. Måske har du læst
bogen - eller set filmen med Leonardo diCaprio? Den
handler om unge rygsækrejsendes evige søgen
efter at komme væk fra de andre - at finde en
unik, uberørt plet i kokospalmernes skygge. Også
Sinai er ramt af "The Beach"-syndromet: Så
mange af de smukkeste strande i verden er blevet overrendt
og fluepapirtilklistret af millioner af turister, at
vi alle er på udkig efter det sidste lille stykke
uspolerede strandparadis.
Og jeg må jo indrømme det... Stedet her
tiltrækker mig ikke mindst på grund af sit
navneforbud. Dejligt at have noget for sig selv. Så
længe det varer.
 |
|
Frirum. Mennesker søger
tidløheden og roen i beduin-lejerne ved
Rødehavet.
|
Fornemmelse af tidløshed
"Sjælen går ikke på en lige linie
eller gror op som et kornstrå. Sjælen folder
sig ud som en lotusblomst med utallige kronblade,"
citerer Salem fra Khalil Gibran.
Her i Sinai-ørkenen er der tid til at lade sjælen
folde sig både ind og ud. Tid til at søge
stilheden, være alene med sig selv - bringe de
store spørgsmål frem. Hvad er det, der
driver værket? Hvad er meningen med det hele?
Svarene som stedet her giver, er, at det ofte er de
helt enkle ting, som er af størst værdi.
I den sene eftermiddag i den lille landsby ved siden
af den hemmelige strand kan man se omridset af et eftertænktsomt
eller mediterende menneske på næsten hver
eneste bjergtop og klippeformation i området,
i mørk silhouet mod solnedgangen. Beduiner sidder
blandt de rejsende og nipper til pebermynte-te, mens
katte døser på puderne i skyggen.
Stemningen er fredelig og meget afslappende. Man får
en fornemmelse af tidløshed.
"Dette er et af de få magiske natursteder
i verden, hvor det at gøre ingenting er værdifuldt.
Ørkenens stilhed giver plads til at lytte til
sjælen og hjertet," siger en rejsende, som
kommer her til stedet hver eneste vinter.
De røde og sorte striber i klipperne blotlægger
millioner af års omskifteligheder på jordkloden,
men nu er det, som om at tiden er gået i stå.
En halv times gang fra bugten kan man kravle rundt i
stejle klippeslugter, som gennem årtusinder er
blevet slebet glatte af rivende vandløb, men
som forlængst er tørret ud og nu højst
får et par minutters regn om året.
Dette er et sted, hvor man kan springe op på en
kamel eller blot snøre sine vandrestøvler
og drage ud for at lære om ørkenens mysterier.
Men hvis du gør det, så gør det
ikke uden en beduinguide. Når naturen bliver så
barsk som en ørken af bjerge med uendelige slugter
og dale at fare vild i, skal den omgås med respekt.
Beduin betyder "dem der bebor ørkenen",
og dette naturfolk ved alt om livet i ørkenen
og naturens gang her.
I ørkenen kan man møde beduiner og rejsende,
som har lært hemmelighederne om, hvordan man kan
leve sundt og bevare sit gode helbred.
I går havde jeg vældig ondt i maven. En
beduinkvinde, som lever på stedet, siger: "Jeg
henter noget til dig". Hun kommer tilbage med et
glas 'marmaria te'.
"Tag det!"
Efter en time har jeg det meget bedre. Teen indeholder
nogle urter, som jeg aldrig har hørt om.
Så kan man lidt igen.
Store hotelkæder rykker ind
Pludselig er jeg sulten. Og Salem er berømt mellem
de heldige udvalgte som bugtens bedste kok. Jeg går
ud i mørket igen for at finde ham straks. Kigger
ind i hans hus gennem et åbent vindue uden glas.
Det smukkeste køkken. Håndbygget af sten.
Salem står midt i at lave mad til den anden kvindelige
gæst.
Det er et åbent køkkenrum, proppet med
friske grøntsager, som er hentet fra byen El
Arish tidligere på dagen. Fisk som stadigvæk
plasker rundt. Et stort rundt vindue i arabisk bue med
udsigt ud til lejren og havet.
Køkkenet er i stueetagen. Ovenpå er Salem
på tredje år igang med at bygge en etage
mere - af sten, træ og lærred. En byggestil
som kunne have passet perfekt ind i Christianias landskabsarkitektur.
Salem har ikke haft råd til at bygge det færdigt
endnu.
Han fortæller bekymret om Egyptens officielle
planer om at befolke hele den østlige kyststrækning
på Sinai-halvøen. Præsident Mubarak
vil gerne have to millioner egyptere herud for at udvikle
området til de rige europæiske turister.
Der er masser af potentiale at bygge på: et solrigt
klima, rene strande og de smukkeste koralrev. Investorer
har allerede opkøbt landområdet lige ved
siden af Salems lejr, hvor de har planer om at bygge
et femstjernet hotel, komplet med diskotek, liggestole
og svømmebassin. Salem og hans beduin-naboer
føler sig ikke godt tilpas med den udvikling.
Hvad vil der så ske med de tusindvis af rejsende
fra Israel og andre steder i verden, som kommer til
Sinai, fordi de søger stilhed og ro? Hvad vil
der ske med de sårbare koralrev, når alle
hotellernes kloakrør ledes ud i havet og fylder
det med wc-rensemidler, kemikalier og fækalier?
Generelt føler mange af beduinerne, som lever
på denne strækning af sand og klipper, at
de bliver tromlet ned af den egyptiske regerings regler.
De føler sig magtesløse. Egypterne vil
have elektricitetsmaster, kloakker og rindende vand
over det hele. I løbet af de sidste ti år
er hver eneste jordlod langs kysten blevet købt
op, og derfor har beduinerne ikke længere andre
steder at flytte hen end ud i de golde bjerge i ørkenen.
Turistindustri gået i stå
Lige for tiden, når man tager en tur langs med
kysten, står de fleste lejre helt tomme. Deres
ejere forlod dem for cirka tre måneder siden.
Hytterne står som sorte skygger. De forladte restauranter
står åbne til himlen og skilter med deres
håndskrevne menukort på hebræisk.
I enkelte lejre kan man måske finde en enkelt
rygsækrejsende eller to, som har slået sig
ned i en hytte uden at få lov til det. I vintermånederne
plejer der at være fuldt med unge israelske rejsende.
Men nu tør næsten ingen at sætte
deres fødder over den egyptiske grænse.
Ikke før der bliver fred i Israel igen.
 |
Tre isræelere laver øvelser
ved solopgang. "Intet kan ske her. Men
mange af vores venner er alligevel bange for
at krydse grænsen med
deres israelske pas, hvis situationen
blusser op igen, og grænsen
pludselig bliver lukket.
|
Tre israelske fyre,
som er igang med deres morgenmeditation på stranden,
siger til mig: "Intet kan ske her. Det er det mest
fredelige sted i verden. Men mange af vores venner er
alligevel bange for at krydse grænsen med deres
israelske pas, hvis situationen blusser op igen og grænsen
pludselig bliver det lukket. Vi er villige til at tage
den chance".
Det ser i skrivende stund ud til, at de fleste charterselskaber
vil indstille deres flyrejser til badebyen Eilat i Israel,
hvis der ikke sker en afgørende politisk ændring
meget snart. Dermed lukkes der også for strømmen
af rejsende, som bruger charterflyene til Eilat som
en billig og hurtig indgang til Sinai fra Nordeuropa.
Stemningen i landsbyerne minder om badebyerne ved den
jyske vestkyst i november. Salem har ligesom de andre
lejre i bugten måttet sende sine medhjælpere
på ufrivillig ferie på ubestemt tid. Men
han er nok den eneste i hele området, som tager
det helt afslappet, at turistindustrien er gået
i stå i Sinai syd for Israels grænse.
Bare han kan få lov at spille skak en gang i mellem.
"Det kan ikke betale sig at ærgre sig,”
siger den filosofisk anlagte beduin og citerer Gibran:
"Hvis du kan opretholde forundringen over de små
daglige mirakler i dit liv, vil dine ærgrelser
ikke virke mindre vidunderlige end dine glæder..."
FAKTABOKS:
Hvad koster det?
Sådan så mit totale regnskab ud for en uge
ved Det Røde Hav i Sinai:
Flybillet (charterfly) inklusiv forsikring og gebyrer:
kr 2.620
Logi i hytte ved stranden syv nætter kr
315
Kost, souvenirindkøb, m.m.: kr 1.285
Israelsk grænseskat: kr 150
Egyptisk grænseskat: kr 40
Transport lufthavnen i DK t/r: kr 300
Taxa Eilat-grænsepost t/r: kr 120
Taxa grænsepost-lejren i Sinai t/r: kr
120
- - - - - -
Total: kr 4.950
Temperaturmæssigt
er det bedst at rejse til Sinai i februar-april eller
oktober-november.
BILLEDTEKSTER:
Fotografier til artikel om "Den Hemmelige Strand"
(dias)
1. Skumringstid på den hemmelige strand
2. På klippen
3. Tre israelere laver yoga ved solopgang
4. Bugten
5. Egyptens regering har planer om at befolke hele den
østlige kyststrækning på Sinai-halvøen.
Præsident Mubarak vil gerne have to millioner
egyptere herud for at udvikle området til de rige
europæiske turister.
6. En lejr ved siden af den hemmelige strand
7. Alene i stilheden.
8. Aftenerne tilbringes ved bålets gløder
9. Fod på verden
10. Tilbage fra heldags kameludflugt i ørkenen
11. Billede til eventuel baggrundslayout
12. Frokostpause i ørkenen
13. På opdagelse i ørkenens røde
bjerge
14. Sinai-ørkenens uendelige stilhed
15. En helbredende beduin-te
SE
FLERE BILLEDER |
