|
JOURNALISTIK SOM
MIDDEL
FOR FRED
31
unge palæstinensere, israelere og jordanere mødtes
i Danmark for i fællesskab at lave en avis og
en hjemmeside. Det journalistiske ungdomsprojekt "Crossing
Borders" arbejder for at give håb midt i
det Mellemøstlige mareridt.
af Linda
Horowitz
De står på
balkonen uden for et lille redaktionslokale på
anden sal i en arabisk bygning. Med udsigt over den
nordøstlige del af Jerusalem. Tæt ved den
palæstinensiske by Ramallah. Det er mandag den
27. august, klokken er 13:50. Heden flimrer i luften.
Redaktionens placering er strategisk valgt – det
skal være nogenlunde let for alle at komme dertil.
Men flere skribenter fra Vestbredden er ikke mødt
op i dag. Kunne ikke få tilladelse til at krydse
grænsen ind i Jerusalem.
De går indenfor og fortsætter deres ugentlige
redaktionsmøde. Radioen er tændt.
Programmet med israelsk popmusik på den nationale
kanal Kol Yisrael bliver pludselig afbrudt. Endnu et
drab. Denne gang er en af PLOs stiftere, den 63-årige
Abu Ali Mustafa, blevet skudt – kun 20 minutter
herfra. Mens han arbejdede på sit kontor i Ramallah
på Vestbredden, skød israelske helikoptere
igennem to vinduer. Dræbt øjeblikkeligt.
Redaktionsmedlemmerne stirrer på hinanden i stilheden.
Målløse. Hvad stiller de op med endnu en
eskalering af volden? Denne lille redaktion, som midt
i det mellemøstlige mareridt holder fast i sit
projekt: Et nyt tidsskrift, som arbejder for fred.
Kontakt over e-mailen
Projektet –
og tidsskriftet – hedder Crossing Borders.
Tidsskriftets tema er Realiteter i Mellemøsten
2050. Det er meningen, at det skal distribueres i israelske,
palæstinensiske og jordanske skoler og institutioner,
hvor læserkredsen er de unge studerende.
Journalist Shimon Malka er projektets israelske koordinator
og redaktør.
Redaktionen består af godt 30 unge israelere,
arabisk-israelere, jordanere og palæstinensere
i alderen 15-20 år. De skriver hver for sig fra
deres hjemsted, og når artiklerne er klar, sender
de dem via e-mail til deres koordinatorer i deres respektive
lande. Derfra til redaktionen i Jerusalem, hvor de mødes
cirka en gang hver anden måned, samt under halvårlige
seminarer i udlandet. Crossing Borders er et af de eneste
tilbageværende kulturelle NGO-projekter mellem
de involverede lande, siden den nye intifada brød
ud i september sidste år. Selv fredsbevægelserne
i området har måttet indstille deres aktiviteter.
Efter den seneste optrapning af volden er der også
blevet mindre korrespondence på e-mailen mellem
de unge skribenter. Ingen udtaler sig om hvorfor, men
der er tydeligvis en frygt for repressalier på
alle sider. Derfor har projektets ledere besluttet,
at de skal mødes igen snarest muligt i Prag eller
i Istanbul. På neutral jord. Afstanden mellem
de fire forskellige grupper skal ikke få lov bare
at vokse.
Indtil nu har seminarerne været holdt i såvel
Jordan som på Cypern og senest i Danmark. Denne
sommer rejste de alle hertil – støttet af
Danida – og i løbet af 10 intense dage producerede
de en avis i Helsingør.
At give håb
Klokken er 10 om formiddagen i Helsingør. Selv
om det er tydeligt, at samværet med lejrbål,
musik og måneskin ved søbredden har holdt
de 31 unge journalister fra Mellemøsten oppe
det meste af natten, taler de engageret og optændt
om deres fælles projekt.
“Ved at skrive kan jeg få luft for mine følelser,”
svarer 17-årige Muna Samawi fra Jordan.
“For mig er avisen en platform, hvor jeg kan udtrykke,
hvad jeg mener om det, der sker – og at jeg ikke
bryder mig om det, som foregår,” siger 20-årige
Aláa Owaineh fra det palæstinensiske selvstyreområde.
“Vi skal finde en eller anden måde at snakke
sammen på,” mener 16-årige Naama Hilb
fra Kiryat Gat i Israel.
“Har vi overhovedet en fremtid, som vi tør
tro på?,” spørger Amani Abu Hamdan,
som er 17 år og bor i den palæstinensiske
del af Jerusalem.
“Mellemøsten i dag er et sted, som sitrer
af tvivl, frygt, had, vrede og hævngerrighed.
Der er ikke noget, som peger mod fremtiden.”
Ét simpelt budskab går igen i næsten
alle de 31 svar dén formiddag: “Jeg skriver
for at give håb.”
Her i de rolige og grønne omgivelser på
den danske højskole bliver skabt mere end bare
en 16-siders avis på papir.
Skærm af frygt
“Åh Gud! Tænk at jeg sidder her og
snakker med en palæstinenser!”, udbryder
israelske Sivan Segal.
“Og jeg snakker med en israeler! Det giver mig
en følelse af, at jeg svigter mit land. Jeg er
forvirret og føler skyld. Men i det mindste kan
vi sige, at vi repræsenterer os selv,” siger
palæstinensiske Aláa Owaineh.
“Hvis nogen havde fortalt mig, at om to uger vil
min bedste ven være en palæstinenser, ville
jeg have svaret, at det var mere sandsynligt at vinde
i Lotto,” siger Sivan.
Nogle af deltagerne i projektet er bange for at tale
åbent. Som en af de palæstinensiske deltagere,
der ønsker at være anonym, udtrykker det:
“Jeg ved nu, at israelerne lider ligesom vi. Det
er først efter, at jeg kom med i Crossing Borders
at jeg har opdaget, at landet Israel også er for
jøderne. Men hvis jeg begynder at sige dét
i mit hjemland, vil jeg blive opfattet som en fjende
af Palæstina. Folk vil sige, at jeg er blevet
hjernevasket.”
Et ægteskab i Mellemøsten
De unge har allesammen stærke meninger, som de
prøver at bearbejde sammen med deres koordinatorer
– fire journalister, som fungerer som redaktører
og vejledere for hver sin gruppe. Israelerne, palæstinenserne,
israelsk-araberne og jordanerne har hver deres problemstillinger
og specielle hensyn, der skal tackles.
Scenen for dette dynamiske forum er skabt af en afrikaner
fra Mauritanien. Han hedder Garba Diallo og er lærer
på Den Internationale Højskole i Helsingør,
hvor han leder skolens internationale program.
I 1993, da Israels daværende premierminister Rabin
og den palæstinensiske leder Arafat gav hånden
til hinanden og sluttede fred, blev Garba Diallo inspireret
til at skabe et forum for unge mennesker fra Mellemøsten,
der havde lyst til at arbejde side om side.
Med støtte fra det danske udenrigsministerium,
Danida, blev Crossing Borders i 1999 startet som dette
netværk for unge, der gennem arbejdet med avisproduktion
kan udveksle ideer og komme i dialog.
“Vi taler ikke om fred. Vi taler om journalistik
– om at lave noget, som er relevant. Artiklerne
i Crossing Borders kan dække alle former for emner
– fra graffiti til forurening. I en sådan
samarbejdsproces kommer de unge til at lære hinanden
at kende,” forklarer Garba Diallo med et glimt
i øjet bag sine brune briller: “Det minder
om et ægteskab i Mellemøsten: Du gifter
dig, før du bliver forelsket – ikke den
modsatte vej rundt. Ikke som vi gør her i Danmark,
hvor det starter med forelskelsen efterfulgt af brylluppet
og så ender i skilsmisse.”
“Jeg vil kalde det for en kollektiv bevægelse
væk fra de politiske dagsordener. Om din holdning
er ‘for’ eller ‘imod’, det er ikke
det vigtigste. Det vigtigste er, at vi kæmper
for ytringsfriheden,” tilføjer projektets
jordanske koordinator, Khaled Shorman, som er en 35-årig
journalist fra Amman.
Crossing Borders har for nylig åbnet en hjemmeside
på webadressen www.crossingborder.org, hvor man
kan læse indholdet af den omtalte avis, som blev
trykt i Helsingør og derefter fløjet til
Mellemøsten.
__________________
Citater:
“I
Crossing Borders redaktionen er jeg blevet kritiseret
for at bruge den terminologi som siger “dem”
og “vi”, men nu har jeg ændret min skrivestil.
Vejen til fred kræver af dig, at du giver lov
til, at mennesker, som du hader helt fra bunden af dit
hjerte, kan komme og bo i det samme kvarter, kan spise
ved det samme bord som du selv. På seminaret i
Helsingør var der nogle palæstinensere
og israelere, som blev forelsket. Hvad mere kan man
ønske? Dét er vejen til fred. Man skal
starte med at ændre sine egne fordomme.”
Muna Samawi, 17 år, fra Jordan
“ Vi kan kun få kontrol over situationen
ved at tale om den. Folk er blevet såret dybt.
Og når folk er såret, kan de ikke tale sammen
og nå ind til sagens kerne.”
Naama Hilb, 16 år, fra Kiryat Gat i Israel
|
