|
NU ER DET MIN TUR
En
ny måde at vænne sig af med tobakken er at kombinere
rygeafvænning med en sund og frisk gåtur sammen med
andre i samme båd. Forfatter og fotograf Linda Horowitz
har prøvet det
Fotografi og tekst af Linda
Horowitz
Ofte møder
jeg venner og kolleger, som fortæller mig om,
at de er holdt op med at ryge. Og om hvor svært
de har det med det. Der går højst et par
måneder. Så sidder smøgen der igen
på sin faste plads, dér mellem pege- og
langefingeren.
Hvad skal der til, for
at et rygestop bliver varigt?
Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. For også
jeg har prøvet det utallige gange - at falde tilbage.
Men i marts tog jeg en beslutning. Nu skulle det være
min tur.
Dø for en enkelt smøg
Det begynder med,
at jeg sidder i venteværelset hos min læge, hvor jeg
vil bede hende om at få et røntgenbillede af mine lunger.
På bordet ligger et meget enkelt visitkort: "Ring og
Stop" med en tegning af en brækket smøg og et telefonnummer.
Næste dag har jeg allerede
en kvindelig konsulent i røret, som både har tid og
tålmodighed til at lytte til mig.
Hele historien kommer frem. En ret lang historie, som
begynder med en 12-årig pige, som står foran spejlet
på toilettet, tænder for en af mors ufiltrerede, ægte
Pall Malls bag en lukket dør.
Det skete for 39 år siden.
Lige siden har jeg altid været en, som var klar til
at "walk a mile for a Camel"... Og det er ikke engang
løgn. Ti mil, hvis det var nødvendigt. Som jeg kan huske
det fra en rejse engang i det vestlige Sudan, hvor jeg
gik fra den ene landsby til den næste - og til den næste
igen - fordi jeg var parat til at dø for bare en enkelt
ikke særligt velsmagende sudanesisk cigaret. Så langt
ude har jeg været.
Jeg er så vant til at stå op om morgenen, hvor en af
de første tanker handler om "min morgenkaffe og smøgen"
- en integreret del af mine morgenritualer. En vane,
som jeg i årevis har prøvet at holde skjult for min
mand, som er ikke-ryger.
En hverdag, hvor jeg konstant skal lede efter nye steder
at gemme mig, fordi det ikke længere er "pænt" at ryge.
Det føles uværdigt at snige sig til en cigaret på bagtrappen
eller på tagterrassen.
En hverdag, hvor jeg går fra den ene kioskejer til den
anden, fordi jeg nærmest skammer mig over at blive genkendt
og bliver mere og mere forpint over, at jeg stadig ikke
kan holde op.
Hvor jeg får mere og mere angst for tanken om, hvor
sorte mine lunger efterhånden må være. Hvor stanken
af mit tøj og mine fingre bliver mere og mere utålelig.
Hvor jeg har en konstant bismag i munden...
Nikotinplaster og stopdato
Jeg tager mig sammen.
Ringer til 35 30 31 32, som er Center for Rygeafvænning.
En tidlig aften to uger
senere sidder jeg blandt 12 andre lidt runkne ansigter,
som ligner mit. Der er ikke mange hæmninger i gruppen.
Folk er åbne over for hinanden, og alle har lyst til
at komme ud med deres egen fortælling. Jeg føler mig
godt tilpas blandt de andre rundt om bordet, og det
er ligefrem lidt af en lettelse endelig at få andre
til at snakke med om det her emne.
På møderne gennemgår instruktøren emner som nikotinafhængighed,
vægtproblemer, hvordan ens helbred får det bedre, når
man stopper, og vigtigst af alt: Hvordan man forbliver
røgfri.
Det skal gå stærkt. Der er en fælles stemning af, at
vi ikke skal spilde mere tid. Vi synes alle at være
enige om, at vi er trætte af den her grimme og beskidte
vane, som har fulgt os i så mange år - indtil vi kom
her i aften.
Nogle i gruppen bekymrer sig også om den økonomiske
omkostning, det er at være ryger. 20 smøger om dagen
koster 11.160 kroner om året - efter skat. Sikke et
beløb, som ellers kunne bruges til en fed luksustur
til Bali eller en opdagelsesrejse til Timbuktu... Eller
en ny stereo, opvaskemaskine, hmmm, pludseligt er der
utrolig mange muligheder, der åbner sig.
Vi planlægger en stopdato, som er cirka to en halv uge
fremme i kalenderen: Mandag, den 19. marts, 2001, klokken
24 nul, nul dut.
I mellemtiden kan vi vænne os til ideen og måske også
starte med en langsom nedtrapning.
Vi får hver en hvid plastikpose, som er proppet fuld
af forskellige nikotin-præparater, nikotinplastre, tyggegummi
og plastik-mentolcigaretter i festlige farver til at
sutte på - gratis nikotinerstatning til en uges forbrug.
Det er næsten til at grine af, hvor mange produkter,
der bliver produceret til rygeafvænning.
Abstinenser i syv minutter
Mødet varer to timer,
og det er meningen, at gruppen skal mødes i alt fem
gange, cirka en gang om ugen. Kurset er gratis. Vores
underviser viser os plancher og overheads og propper
os med information. Senere spørger hun, om vi har lyst
til at se nogle af de nøgne tal.
Pludselig siger instruktøren noget, som får mine øjenbryn
til at hæve sig:
Abstinenserne varer cirka syv minutter. De topper i
løbet af to-tre dage og forsvinder så gradvist i løbet
af de næste uger.
Det har jeg aldrig vidst. Det siger mig noget. Måske
kunne jeg bare lave noget andet i stedet for. Hver gang
jeg får lyst til en cigaret, kan jeg sagtens finde på
noget andet at lave i de ulidelige syv minutter.
Vi bliver overdænget med papirer med alle mulige
gode tips til at tygge på. Dér står
svaret. Jeg kunne for eksempel springe direkte ud i
badeværelset og børste tænderne.
Det har jeg aldrig tænkt på før.
Det vil give mig en god smag i munden, mens jeg tænker
på den grimme smag og lugt af tobak.
Måske er virkeligheden langt mindre slem end fantasien.
|
