|
De små tidsskrifters
kamp
Spørgsmål: Hvad har Trafikministeriet, Politiet og
danske tidsskrifter med hinanden at gøre? Svar: Tidsskrifterne
blev ofret, da Politiet fik lovning på midler, som Trafikministeriet
ikke magtede at skaffe
Af
Linda
Horowitz
Vi dingler i en tynd tråd.
Danske tidsskrifter lukker på stribe, og mange bladmageres
kamp for at overleve er blevet nærmest håbløs på grund
af en ny regel i Trafikministeriet, som skulle have
skaffet flere penge til statskassen.
Sådan gik det bare ikke helt.
Velkommen til dansk politik, når den er mest absurd
og ugennemtænkt.
I næsten 10 år har jeg været redaktionsmedlem hos et
lille dansk tidsskrift med godt 1.000 abonnenter og
et løssalg på 2-300 blade pr nummer. Et lille blad,
som alene eksisterer på grund af en håndfuld engagerede
mennesker, som arbejder frivilligt og ulønnet. Og som
økonomisk set kun er i stand til at overleve på grund
af et flot tilbud fra Post Danmark: Vi får lov til at
sende bladene ud til vores abonnenter til en porto på
godt to kroner pr blad, i stedet for den normale takst
på over ti kroner. Med fire udgivelser om året giver
det bladet en portobesparelse på godt 32.000 kroner
årligt.
Men sidste sommer fik redaktionen
et brev fra Post Danmark, som bekendtgjorde, at denne
ordning ville ophøre, såfremt vi ønskede at fortsætte
med at sælge bladet i løssalg. Med andre ord ville det
koste os en ekstraudgift på 32.000 kroner, hvis vi ville
fortsætte med at sælge bladet i kiosker og forretninger.
For os var der ingen valg: Vi var tvunget til at droppe
løssalget.
Det er en yderst svær situation. Ikke at have noget
løssalg betyder nemlig tab af synlighed! Medmindre man
har masser af penge til markedsføring og PR, er det
begyndelsen til en langsom død, hvor abonnementsskaren
langsomt svinder ind.
Vi klagede til Posttilsynet, som er en del af Trafikministeriet,
og fik et svar, som blot var en henvisning til, at sådan
stod der nu engang i de nye paragraffer.
Mindre tidsskrifter ramt
Da regeringen i 1999 lavede et
indgreb, der skulle ramme de kulørte uge- og månedsblade
og give besparelser på finansloven, var det først og
fremmest for at tilvejebringe nogle ekstra millioner
til at sende flere politibetjente på gaden. Måske var
det faldet nogen for brystet, at kommercielle bladforetagener
som Disneys Anders And & Co, eller Se & Hør, fik støtte
til bladportoen fra den danske stat. En vidunderlig
bureaukratisk genistreg, udtænkt på Christiansborg i
en sen nattetime uden tanke for konsekvenserne. I hvert
tilfælde måtte man - da det kort efter viste sig, at
Weekendavisen og andre velrenommerede udgivelser ville
blive ramt så hårdt af regulativet, at de måtte lukke
- kvikt lave nogle undtagelser, så de blev fritaget.
Undtagelsen var, at momsfritagede aviser og blade skulle
gå fri.
Men hvad med alle de andre og
især de mange mindre, ikke-kommercielle tidsskrifter,
som blev ramt? Glemte de, at der er noget, som hedder
danske kulturtidsskrifter? Sidste år sparede trafikminister
Jacob Buksti 24 millioner kroner i statsstøtte til tidsskrifternes
portoudgifter - på bekostning af i alt 190 danske blade
og tidsskrifter rundt om i landet.
Det må have været en skuffelse
for ministeriet, for her havde man regnet med at spare
det dobbelte. De 80 af tidsskrifterne havde ikke råd
til at betale fuld porto og fortsætte løssalget. I stedet
valgte de - som vi - at indstille løssalget. Regeringens
indgreb betyder, at vi 80 tidsskrifter nu fuldstændig
har måttet trække alle vores blade væk fra hylderne
i butikkerne.
Tag for eksempel en flot dansk
tidsskriftsudgivelse, som hedder National Geographic.
Når man er ude og rejse, er det et blad, som det er
en ren fornøjelse at falde over i en DSB-kiosk - et
blad som du måske ikke ønsker at abonnere på, men blot
nyder at købe en gang i mellem. Den fornøjelse får du
ikke mere. Og hvad så, hvis du pludselig har lyst til
at købe Gør det selv, Alt om Håndarbejde, Jazz Special
eller Penge & Privatøkonomi?
Glem det. Du kan heller ikke
få disse tidsskrifter mere i løssalg. De har alle sammen
måttet vinke farvel til tusindvis af læsere, efter at
deres løssalg er stoppet. Konsekvensen er eksempelvis,
at du kan gå ind i en kiosk og købe et svensk eller
et amerikansk jazz-tidsskrift, men ikke det danske Jazz
Special.
Det generer og irriterer os som
er ramt hver eneste dag, fordi ingen af os kan se nogen
form for logik i på den måde at skulle straffes for
at sælge bladet i løssalg, og for et blad som Jazz Special
er det - med redaktørens egne ord - katastrofalt.
Et blad som Penge & Privatøkonomi
mister nu en million kroner om året på at indstille
sit løssalg og ville gå glip af to millioner kroner
ved at fortsætte det.
"De nye regler har givet
aviserne endnu en kæmpemæssig konkurrencefordel.
De var jo i forvejen momsfritaget, og nu går de
fri af stramningerne omkring portoen," siger Penge
& Privatøkonomis chefredaktør Ole Høy
Hansen.
Begrænsning af ytringsfrihed
Har Trafikministeriet nået sit
mål?
Ordningen har reelt fået virkning som en begrænsning
af ytringsfriheden for en række danske tidsskrifter,
og den har medvirket til at lukke nogle tidsskriftsvirksomheder,
der ellers hidtil har spyttet både moms og skatter i
statskassen.
Trafikministeriet - af alle steder - har sat en dæmper
på formidlingen af informationer mellem mindre grupper
i befolkningen, som har brug for et talerør. En del
af befolkningen, som har noget på hjerte.
Som medlem af en tidsskriftsredaktion
kan jeg simpelthen ikke fatte, hvorfor politikerne med
et pennestrøg i Finansloven med den ene hånd kaster
en lang række danske tidsskrifter ud i en håbløs kamp
for at overleve, mens staten med den anden hånd fortsat
støtter mange af de samme tidsskrifter gennem en fond,
som hedder Kulturministeriets Tidsskriftsstøtteudvalg.
Kan vi bede Kulturministeriet træde til og rette op
på de kulturpolitiske ulykker, som Trafikministeriet
har forvoldt?
Trafikministeriet har ramt nogle
uskyldige, men dybt engagerede, dygtige og for den sags
skyld også underbetalte journalister og fotografer fra
for eksempel ungdomsbladet Mix, musikmagasinet Blender
og månedsmagasinet Press.
For dem var dette prikken over i'et, som tvang dem til
at dreje nøglen om for evigt. Jeg vil fremhæve Press
som et eksempel på grund af den vigtige rolle, som sådan
et tidsskrift har spillet. Magasinet fik en portostigning
på 400 procent, som dog blev trukket tilbage i forbindelse
med at bladet blev momsfritaget.
Den form for journalistik, hvor man dækker områder,
som ingen andre gør. Den form for journalistik, hvor
man virkelig går i dybden. Jeg tvivler på, hvornår andre
vil turde tage initiativ til sådan et fremragende blad
igen. Danmark har en underskov af flere hundrede tidsskrifter,
som drives af ildsjæle, der arbejder gratis for at få
deres budskaber ud.
Hvorfor gør vi det?
Vi gør det, fordi vi har nogle
historier, som vi brænder for at give videre. Vi fortæller
om forhold, som normalt ikke dækkes af andre medier.
Dækker en niche, som ingen andre dækker.
Den almindelige dagspresse viser
ingen interesse for det stofområde, som vi dækker. Og
sådan er det med mange af de 80 tidsskrifter, som nu
har måttet indstille deres løssalg: De udfylder en plads,
som skaber mangfoldighed i medieudbuddet.
Det er lige her, hvor tidsskrifter er vigtige for et
samfund. Og det er ubegribeligt, at disse på denne måde
skal trues på deres eksistens.
I
dag kender vi resultatet.
De 24 millioner kroner kan omregnes til, at Danmark
døgnet rundt kan sætte 16 betjente mere i gaderne. Jeg
ved ikke, hvem der skal være mest stolt - om det er
trafikministeren, justitsministeren eller det danske
politikorps. Men 'regningen' ligger bare et andet sted
lige nu.
|
