Blandt danske jøder
Åbningstale på Nationalmuseet:
Af overbibliotekar Ulf Haxen, Judaistisk Afdeling på Det Kongelige Bibliotek
3. september 1996
Man har talt om det længe. Der er skrevet en del om det i de sidste par år. Og vi har en komité til varetagelse af sagen. Man længes og håber det vil komme. Jeg taler ikke om Lindas billedværk: "Blandt danske jøder". Jeg taler om planerne om et jødisk museum. Et dansk jødisk museum.
Man bliver uværgerligt mindet om det, når vi i dag siger tillykke til Linda Horowitz med bogen og udstillingen.
Det har været en rimelig lang proces at få din bog virkeliggjort. Billederne var der. Og vi har stiftet bekendtskab med nogle af dem i tidsskriftet Rambam.
Men man må grueligt meget igennem, før tingene lykkes i dagens Danmark. Linda har været meget igennem. Men du er ret sej. Da det ikke lykkedes første gang og anden gang, gik du simpelthen igang med noget nyt, som du har haft stor succes med: En billed-og musikkortlægning af Afrika. Og i den forbindelse også med udgivelsen af et tidsskrift for Afrikanske musikkulturer. "Djembe" hedder det. Det betyder rytme. Den specielle rytme, som kun afrikansk musik indeholder, og som fascinerer på grund af dens diabolske og sofistikerede kompleksitet.
Ja, rytmen i Afrika er musikken.
Din fotokunst indeholder en rytme, som er ganske speciel for din form. Derfor er din bog mere en blot flad dokumentation af jøder i Danmark i 1980erne og 1990erne. Det er en bog, som fastholder rytmen og samtidig skaber billedrytme - og dermed spændende og spændstig portrætkunst af den jødiske menigheds mennesker, kendte og mindre kendte, børn sammen med voksne og rabbinere sammen med børn og voksne. Hverdag og shabbat, hjem og Carolineskole.
Du er en stædig natur. Uden en sådan natur går det simpelthen ikke i din branche.
Jeg var på nibbet til at sige nej - under ingen omstændigheder!
Det Kongelige Bibliotek er lukket. Magasinerne mere eller mindre utilgængelige og spredt rundt omkring. Men i din stemme var der en mild insisteren, som ikke var til at kom uden om.
Derfor er der i det tilstødende rum seks montrer med dansk jødisk baggrundshistorie, som med lidt god vilje kan sammenkobles med Linda Horowitzs fotoudstilling.
(På dette sted vil jeg gerne takke Birgitte Kikkenberg, Elisabeth Hallgren og Niels Gulman Andersen fra Nationalmuseet for professionel hjælp).
Lindas og min udstilling fortæller tilsammen en historie om en dynamisk menighed i 250 år, som har hentet inspiration udefra og som har inspireret et dansk jødiske og ikke-jødiske samfund.
Es jiddelt sich wie es sich kristelt siger et jiddish mundhel (frit oversat: jøderne efteraber de kristnes skikke og stilarter). Men der er tale om gensidige påvirkninger. Og jeg vil påstå at es sich kristtelt ligeså meget som "es sich yiddelt". Ihvertfald i Danmark.
For nu slutte med begyndelsen. Længslen og håbet er som bekendt en fast bestanddel i den jødiske haggadah og bønnebog: Næste år i Jerusalem.
Måtte Vorherre lade templet genopbygge templet hurtigst muligt og så videre.
Samtidig med, at jeg nu ønsker Linda hjertelig tillykke med bogen og udstillingen "Blandt danske jøder", vil jeg inderligt håbe, at man i komitéen for Det dansk jødiske museum billedlig talt hurtigt finder en Linda, som kan insistere og inspirere til, at snakken i forbindelse med et dansk jødisk museum hurtigst muligt bliver omsat i handlingsplaner.