 Blandt danske jøder
"Tænk, hvis det havde været muligt i bogstaveligste forstand at bevare billedet af tidligere generationer. Nu bliver dette altså gjort for vores efterkommere"
Forhenværende overrabbiner Bent Melchior i en introduktionsskrivelse for "Blandt danske jøder"
Hvis nogen i 1896 havde fået den idé at fotografere datidens dansk-jødiske samfund, ville vi i dag have haft en fascinerende indsigt i og forståelse af de danske jøders historiske baggrund.
Men det var der desværre ingen, der gjorde.
Samtidens dagligdag opfattes ofte som en trivialitet. Skæbner passerer og forsvinder igen.
Således kan også de 4.000 sort-hvide fotografier, jeg har taget i et forsøg på at dokumentere, hvordan det dansk-jødiske samfund tager sig ud i dag, opleves som en trivialitet. Først engang i fremtiden vil de blive set på med andre øjne.
Jeg har ofte fået at vide, at der fortsat vil være et jødisk samfund i Danmark, og der er ingen tvivl om, at vor tids jødiske samfund er velassimileret. Samtidig har jeg også måttet erfare, at mange danske jøder foretrækker at forblive anonymep; at de finder det lettere "at kaste slør over deres hoveder".
Gang på gang i løbet af de kun tre år, dette projekt har varet, har jeg oplevet, at den ældre generation forsvinder. Enkeltpersoner, forretninger og organisationer ophører med at eksisterep; ganske kort tid efter, at jeg har fotograferet dem.
Kultursociologen Jacques Blum har sagt, at "En anden indikator af den stigende assimilation er de blandede ægteskaber. Det kan konstateres, at kun én ud af hver fem i den yngre jødiske befolkningsgruppe vil gifte sig med en anden jøde.
Medmindre Danmark vil modtage betydelige grupper af jødiske flygtninge eller indvandrere i de kommende år, er der en stor risiko for, at det dansk-jødiske samfund vil forsvinde som sådan i løbet af den næste generation eller to."
P å en hovedgade midt i Århus, hvor jeg boede i de første år efter at være flyttet fra Israel til Danmark i 1985, ligger der en lille kirkegård lige ved siden af fortovet. En morgen bemærkede jeg, at nogen havde begået hærværk, og da jeg kikkede nærmere på gravstenene, opdagede jeg, at de fleste var beskrevet med hebræiske bogstaver. Det vakte min nysgerrighed, for jeg kendte på det tidspunkt ikke noget som helst til, at der havde boet jøder i Danmark. På Århus Hovedbibliotek begyndte jeg min research, og jeg erfarede, at de danske jøder udgør et levende samfund på godt 6.000 mennesker, hvoraf de fleste i dag er bosat i København. Samtidig opdagede jeg, at der næsten ingen oplysninger var at finde om nutidens dansk-jødiske samfund - og endnu færre billeder.
På det tidspunkt opstod ideen om at udfylde dette hul, for jeg blev klar over, at et sådant projekt ville kunne blive værdifuldt. Den danske historiker Mette Christiansen gav mig i starten gode råd om, hvordan jeg kunne gribe emnet an. Senere kontaktede jeg overbibliotekar ved Judaistisk Afdeling på Det Kongelige Bibliotek, Ulf Haxen, uden hvis hjælp jeg aldrig ville have kunnet gennemføre denne opgave. Han såvel som Vitali Berenstein og Egon Keck fra samme afdeling støttede ideen og var overordentlig hjælpsomme på alle tænkelige måder, hvorfor jeg siger dem tak.
Jeg var ligeledes heldig at modtage tilskud fra Niels Højlunds Kulturfond, som er underlagt Kulturministeriet, samt fra Selskabet for Dansk Jødisk Historie. Således kom det hele i gang.
 Selvom
jeg er opvokset i en jødisk-amerikansk familie og har boet
over 20 år i Israel, har jeg aldrig opfattet mig selv som en
"troende jøde".
Ikke desto mindre er jeg siden begyndelsen af projektet i 1989 blevet
fascineret af at møde en kultur, som er en integreret del af
min egen baggrund og min families historie. Jeg har oplevet, at religion
kan udtrykke sig gennem forskellige kunstmedier som en enestående
og meget personlig oplevelse.
Én ting er at fotografere mennesker ved at trykke på
kameraets udløser; en anden ting er at kunne afdække
essensen af deres personlighed. Hvis jeg som fotograf kan fange bare
ét øjeblik af deres virkelighed så det også
fremstår som virkeligheden på mit negativ, så har
jeg nået min mål.
Mit kamera er min følgesvend. Det er lige så meget en
del af processen som jeg selv og objektet, jeg fotograferer. Jeg forsøger
at fastfryse et standpunkt og fange en særlig stemning i øjeblikket
Alligevel ønsker jeg ikke at min tilstedeværelse som
fotograf skal kunne fornemmes på negativet.
Som jeg opfatter det er dokumentarisk fotografi at videregive en kommentar,
der derefter fortolkes af betragteren. Det er betragterens ret at
fortolke billedet.
Dette er min intention.
Mørkekammeret er mit tilflugtsted, hvor jeg har den første kontakt med negativet. Det er et privat rum, hvor inspiration, fantasi og intuition sammenkobles med teknik. Her opstår faktisk de mest spændende øjeblikke.
I de år jeg har arbejdet på projektet, har jeg oplevet, at ansigtsudtryk og hændernes udtryk hos folk, som jeg har fotograferet, minder mig utroligt meget om den jødiske kultur, som jeg selv er opvokset med.
Tydelige minder fra mine bedsteforældre strømmer frem, mens jeg arbejder på et bestemt negativ i mørkekammeret. Jeg husker pludselig, hvordan de brugte deres jiddishe sprog som et "kropssprog". Som barn satte jeg ikke særlig stor pris på et sprog, som jeg knapt nok forstod. Men i dag oplever jeg jiddish som et af de mest udtryksfulde sprog, jeg kender.
Dette har fået mig til at konkludere, at selvom en kultur er spredt verden over og taler utallige sprog, vil den stadig bevare sin samhørighed i kropssproget.
At jeg ikke er medlem af Mosaisk Trossamfund har af og til givet mig store vanskeligheder med at få adgang til at fotografere det jødiske samfund. På andre tidspunkter har jeg haft et enestående varmt og berigende samarbejde med folk og jeg har fået nære, personlige venner gennem mit arbejde med "Blandt Danske Jøder".
Selvom jeg har taget over 4.000 billeder af det dansk-jødiske samfund, synes jeg kun, at jeg har dækket ét flyvende øjeblik af dets rige historie. Jeg har for eksempel ikke været i provinsen, hvor en lille del af den jødiske befolkningsgruppe stadig bor.
Som sådan skal mit "portræt" af det dansk-jødiske samfund ikke opfattes som et endegyldigt og fuldbyrdet udsagn. Det er glimtvise indtryk, der tilsammen skitserer et øjeblik af mine egne personlige oplevelser
|